Udgangspunkt for denne tur er Tolne Bakker Camping i Nordjylland

Jeg har lavet min beskrivelse ud fra at jeg kan lide at køre/gå rundt ude i naturen og se på den - og nyde de mange forskellige landskaber, der dukker op, når man bevæger sig rundt på små veje.
Jeg planlægger min tur dagen i forvejen ud fra nogle ting, jeg finder interessante og så kører jeg hovedsageligt på små veje - også på hullede grusveje - og jeg kører med både kort og GPS som hjælp.
 
Jeg valgte Nordjylland som mål for denne campingtur idet jeg ikke kender dette område særlig godt og fandt så frem til en campingplads via Campingrådets hjemmeside og bookede mig ind hos:
 
Tolne Camping v. Kurt Mortensen
Stenderupvej 46, 9870 Sindal
Tlf: 98 93 02 66
Mobil: 25 73 02 66
E-mail: info@tolne-camping.dk
 
 
Jeg kørte i fint vejr til Nordjylland og tog hjemmefra kl. 10.48. Jeg tog dog en omvej dertil, idet jeg var en tur i Them for at købe ost hos Them Mejeri på vejen (jeg elsker deres Fætter Kras ost) og derefter iflg. GPS'en via motorvejen til E45 og nordpå videre til Hjørring hvor jeg drejede mod Sindal. Og herfra er der ca. 9 km til campingpladsen, som ligger rigtig skønt midt i naturen. Jeg havde dog forestillet mig, at GPS'en ville lede mig over Viborg fra Them, men den mente at det var bedst at følge motorvejen fra Silkeborg til Århus og derfra nordpå, så det gjorde jeg.
Jeg kørte ind til campingpladsen kl. ca. 15.15  efter 265,5 km og holdt i kø bag to andre campingvogne, heraf en fra Holland. Jeg holdt frokostpause lidt fra Århus på vej ad E45. Desuden holdt jeg at par pauser undervejs for at strække ben mv.
Jeg fik en fin modtagelse og da jeg ikke havde været på pladsen før, blev jeg vist rundt for at få et overblik over, hvor der ville være muligheder for at placere mig. Der er både skov og åbne arealer at vælge imellem, så det er lige med at beslutte sig til om det er bedst at ligge i sol eller delvis i skygge. Jeg valgte en plads med sol til sidst på eftermiddagen og med forholdsvis kort afstand til nærmeste facilitetsbygning.
Denne campingplads fungerede rigtig godt for mig som udgangspunkt for mine ture rundt i det nordjyske.
Turene fortæller jeg noget om herunder og jeg har fundet links til nogle af tingene, så du som læser kan kigge nærmere på stedet, hvis det fanger din interesse.

Så er jeg i det nordjyske. Jeg fandt frem til, at det var denne plads jeg ville være på her på Tolne Bakker Camping

Tolne Camping fortæller om sig selv:

Campingpladsen ligger i kanten af Danmarks nordligste bøgeskov, Tolne skov. Pladsen er opbygget i et kuperet terræn, med blandet løv og nåleskov. Her er 150 pladser, og 12 hytter, hvor mange er nænsomt placeret i naturlige lysninger i forskellige niveauer og med en fantastisk udsigt ud i den skønne natur. Her er et rigt fugleliv, rådyr og ræve færdes rundt på hele campingpladsen. Her er gode muligheder for traveture på områdets mange stier og  mange små oaser med ro til fordybelse. Området er meget rigt på bær og svampe, som modner i løbet af sommeren og efteråret og man er velkommen til at plukke.
 
Seværdighederne i landsdelen er for de fleste indenfor kort afstand. Besøg f.eks. Skagen, Råbjerg mile, Ørnereservatet, Fårup Sommerland, Nordsøcentret og Farm Fun. Eller tag familien med til stranden, her er kun få km til østkysten og ca. 14 km til Vesterhavet. Eller hvorfor ikke bare besøge noget mere lokalt, her er bl.a. glaskunstnere, keramikere og kunstmalere, eller Landskabs- og Landbrugsmuseet i Mosbjerg, samp fiskeri og kanosejlads på Uggerby å ved Mosbjerg. Der er gode shopping muligheder i Sindal, Frederikshavn og Hjørring, og Daglig Brugsen i Mosbjerg er kun 2 km væk.

Som det måske kan anes, ligger campingvognene bag min en etage højere. Pladsen her er dels inddelt i etager og dels i små og større gemmer inde i skov og nogen pladser er på åben mark. Så det er en kuperet og ret speciel plads med hensyn til terræn

  • Her kan man også ane niveau-forskellene. Jeg viser flere billeder fra pladsen senere

  • I fordybningen bag Hobby Landhaus vognen er den ene af facilitetsbygningerne

Så er det fredag og jeg er startet på min første køretur rundt i det Nordjyske. Her befinder jeg mig på Rammelhøjvej på vej mod Lendum og ser her bagud mod vejen, som jeg lige er kørt af, Frederikshavnsvej.

Rammelhøjvej i den retning jeg kører igen om et øjeblik, nemlig mod Lendum

  • Her er jeg på hjørnet af Terpetvej og Øster Stokbrovej med bilen vendt i retning mod Tollestrup

  • Samme sted

Børglum Kloster Mølle

Jeg gjorde mig klar til at køre en tur efter morgenbad og morgenmad. Jeg forlod campingpladsen lidt før kl. 9 og kørte til Tolne Kirkeby. Herfra videre til Rammelhøj - og som nævnt ved billederne til Lendum, videre til Lengsholm, Løth, Morild, Sæsing. Lidt forskellige landskaber at køre rundt i og pludselig fik jeg Radio MidtVest ind på bilradioen. Det varede ikke ret længe, men det undrede mig da lidt, at den kan nå så langt væk. Jeg kørte videre mod Koldbro, Mylund, Tollestrup, Vrå og til Børglum og Børglum Kloster. Jeg gik lidt rundt og kiggede på landskabet og var bl.a. oppe ved Børglum Kloster Mølle, som ligger på den anden side af vejen. Flot udsigt heroppe fra. Jeg var ikke inde for at se klosteret, men nøjedes med at se det fra vejen.

  • Ved Børglum Kloster Mølle

  • Indkørslen til møllen

Børglum Kloster

Børglum Kloster (Børglum Sogn, Hjørring Kommune) er en tidligere kongsgård, kloster og hovedgård, der stammer fra begyndelsen af det 12. århundrede. Bygningen i sin nuværende form er fra ca. 1220.

Klostret ligger ca. 5 km øst for Løkken i Vendsyssel i den tidligere Løkken-Vrå Kommune.

Klostret tilhørte præmonstratenserordenen (de hvide brødre) indtil reformationen i 1536. Ved reformationen blev klostret inddraget af kronen og forlenet til adelsmænd og gejstlige. Den sidste katolske biskop var Stygge Krumpen. Senere blev klostret af Christian 4. henlagt under det nyoprettede ridderakademi i Sorø.

I 1669 blev klostret mageskiftet til kansleren Peder Reedtz.

En væsentlig ejer var justitsråd Frederik Kiærskiold, der ejede Børglum Kloster 1715-38 og var gift med Inger født Pop. Han ombyggede kirken i 1722 og forsynede den med det eksisterende rokokoinventar i 1734. Parret havde kun datteren Christiane Marie Kiær de Kiærskiold (1714-1760), der først ægtede Johan Henrik Rantzau og siden Laurids de Thurah, hvorved Børglum Kloster kom i de to mænds besiddelse. De Thurah blev ejer i 1750 og foretog i årene 1750 til 1754 adskillige ændringer på bygningerne, der blev gjort mere regulære i tråd med barokstilens krav om symmetri. Samtidig lod han opføre et kostbart epitafium over sig selv i klosterkirken. Han kom dog aldrig til at hvile her, men er begravet i København.

Siden 1835 har klostret været i slægten Rottbølls eje. I parken findes en mindesten over modstandsmanden Christian Michael Rottbøll, der blev dræbt 1942. Han ligger begravet i parken.

Sankt Bodils kilde ligger lige nord for møllen ved Børglum.

Alt dette iflg. Wikipedia.

Videre nordvestover

Fra Børglum kørte jeg videre ud mod kysten via Skøttrup til Nørre Lyngby og kom til Rubjerg Ny Kirke, som kan ses på billedet herover. Der er en kirkeruin af den gamle kirke, men den så jeg ikke. Rubjerg Ny Kirke er opført af materialerne fra den gamle kirke har jeg læst mig til.

Her er jeg på vej mod Lønstrup. Klitterne er ret tydelige i baggrunden

Samme sted som foregående billede - nu er jeg bare gået over vejen for at fotografere disse Havtorn

Rubjerg Knude området

Jeg gjorde holdt ved informations/museumsbygning (Strandfogedgården) for Rubjerg området. Herfra billedet af det skilt ved P-pladsen, som fortæller om området. Der kan læses mange ting på skiltet. Jeg talte med en dame om det var til at gå ud til Rubjerg Knude herfra eller om vi skulle køre videre for at komme nærmere og vi var enige om, at det nok var bedst at køre lidt længere mod Lønstrup og så gå derfra til knuden, især fordi det på skiltet ser ud til, at der er en P-plads tæt inde ved Rubjerg Knude.

Det viste sig så, at P-pladsen nu er flyttet helt ud til landevejen, så der var et pænt stykke at gå, men dog ikke så langt som hvis man går fra Strandfogedgården via små stier derud til.

Kortet på skiltet over foregående billede er her forsøgt gjort lidt tydeligere.
Kortet er ikke helt korrekt mere, idet den P-plads, der er markeret næsten helt ude ved Rubjerg Knude ikke er der. Nu er der som nævnt herover en stor P-plads helt ude ved Lønstrup-Løkken vejen og derfra en pæn spadseretur til knuden og fyret

Jeg er nu kørt til P-pladsen og er begyndt at gå ud mod Rubjerg Knude og kigger lige tilbage på P-pladsen. Der var mange flere biler da jeg kom tilbage en times tid senere. Og der var mange biler fra Tyskland, men jeg så også både fransk, italiensk og østrigsk indreg. biler.

Rubjerg Knude rager godt i vejret og fyret yderligere en del meter

Der vandrer mange mennesker til og fra Rubjerg Knude. Et par stykker cyklede et stykke af vejen derud

Der går bl.a får og græsser her i området, men jeg har også set kreaturer heriblandt en rimeligt stor tyr, som der selvfølgelig var et par knægte, der ville prøve at komme i kontakt med, men den var tilsyneladende ligeglad

Rubjerg Knude

Billedet herover er taget efter at jeg er kommet op i sandområdet omkring fyret. Det var en interessant tur gennem landskabet ud til klitten.

Det meste af vejen derud er god at gå på - der var også enkelte, der cyklede - men på et tidspunkt er det rent sand man bevæger sig på og det er noget, der kræver rimeligt godt fodtøj. Men det er hele turen værd.

Så er jeg kommet op til den store sandflade - men der er fortsat et stykke vej op til fyret

Nu er jeg ved at være oppe igennem sandbjerget og er ret tæt på fyret

Fyret

Der ligger mange rester af nedbrudte bygninger og der er langt ned til stranden. Fyret blev taget ud af drift i 1998 pga. sandflugt og ventes indenfor få år at blive opslugt af havet. Men endnu kan man gå rundt om og også op i fyret.

Der er adgang til at gå op i fyret - det gjorde jeg dog ikke, idet jeg syntes at udsigten var fin nok fra foden af fyret.

  • Sand og høje skrænter her fotograferet næsten helt ude ved skrænten ved fyret.

  • Her kigger jeg så i sydlig retning og her kan man faktisk bedre se hvor langt der er ned til stranden.

Udsigten fra fyret

Der er fin udsigt fra fyret også selvom man ikke går op i det. Dette foto er taget ned mod stranden ved foden af fyret på landsiden af fyret. Den højeste del af Rubjerg Knude er 90 meter over havet og ca. 40 meter af klitten er opbygget af flyvesand og vokser fortsat iflg dette link.

Der bliver taget mange billeder herfra denne udsigtspost. Damen i billedet talte jeg med og så et par gange fordi vi tilsyneladende kørte efter stort set samme rute.

Kort efter at jeg  havde taget dette foto begav jeg mig på vej ned ad klitten og kiggede på nogle skilte der står med jævne mellemrum langs stien.

Her i efteråret 2017 er man begyndt at tale om at fyret nok skal tages ned om et par år for at undgå at det styrter ned når skrænten kommer meget tæt på. Jeg håber at jeg når at komme derop igen inden fyret forsvinder.

Så er jeg på vej tilbage mod bilen. Det var begyndt at stænke lidt, så jeg var spændt på om det blev til regn.
På næste side fortsætter jeg turen tilbage til bilen.

Læs og se mere på næste side