En rundtur på og ved campingpladsen

Efter frokost gik jeg mig en tur rundt på campingpladsen og det kom der også en del billeder ud af i et forsøg på at vise, hvor forskelligartet pladsen er indrettet. Her ser jeg udsigten fra min vogn ned over pladsen.

Og her ser jeg næsten den modsatte vej.

Her ses den facilitetsbygning, som jeg benyttede. Det lille hus til venstre er beregnet til bl.a. opvask og køkken. Der er også spiseplads for teltliggere sammen med køkkendelen og så er der også vandafhentning og udslagsrum dernede.

Her er jeg næsten henne ved flisegangen ind til bygningen ovenover og ser hen i retning mod den ende af campingpladsen, der vender ind mod Tolne Kirkeby

Her ser jeg til modsatte side som det foregående foto - altså hen forbi vejen ind til min plads og op i retning af indkørslen.

Nu er jeg gået op ad vejen herover og fotograferer ind over pladsen til højre på foregående foto. Der er ret dybt ned bag stenene.

Mon ikke det er en skovtrold?
Den står ved indkørslen/receptionsbygningen.

Og det her er så receptionsbygningen med indskrivning og kiosk.

Jeg har nu bevæget mig ca. 200 meter hen ad vejen fra indkørslen og ind mod Mosbjerg.

Nu er jeg igen gået ind på pladsen og er i et hjørne af pladsen, som ligger ikke ret langt til højre for billedet herover.

En af vejene inde på pladsen. Det er bestemt ikke alle steder jeg ville bryde mig om at køre ind med campingvognen, men med bil og telt/teltvogn kan det fint lade sig gøre

Men der er masser af steder, hvor man kan komme ind i læ og ligge helt for sig selv, hvis det er det man vil. Men som nævnt ikke med en campingvogn - men med bil/cykel og telt er det helt fint.

Der er græsarealer nok rundt omkring og der er også strømstik mange steder.

Jeg er nu ved at være tilbage ved min egen afdeling og ser nu fra vejen ned mod facilitetsbygningen.

Dagens forløb

Det var så mandag den 29. august, som startede med at være aldeles overskyet og meget fugtig. Jævn vind. Jeg begav mig ud på en køretur igen i dag efter at have spist morgenmad.

Dagens tur gik fra campingpladsen til Tolne og videre til Vogn og Jerup. På vej fra Jerup mod Ålbæk var jeg inde ved Jerup Strand og så en tur til Ålbæk Havn, som billederne også viser. Kørte videre til Hulsig og til den tilsandede kirke. Herfra videre gennem Skagen. Jeg tastede adressen på Vippefyret ind på GPS'en og bad om den korteste tur og det resulterede i, at jeg kom ind gennem det indre, gamle Skagen med en masse små gader og også et par steder, hvor jeg var ved at være i tvivl om det var tilladt at køre. Men jeg mener ikke, at jeg har overtrådt nogen regler. Jeg kørte så fra Det Hvide Fyr og Vippefyret videre ud mod Grenen og opgav som tidligere nævnt at komme med Sandormen derud - dels pga. parkeringsbesværlighederne og dels fordi der var myldrende fuldt af mennesker, så jeg kunne forudse, at det ville vare lang tid inden jeg kunne komme med. Jeg kunne have gået turen derud, men så vidt jeg kunne se, ville der være omkring ved to km hver vej og det var min hofte ikke oplagt til på det tidspunkt. Så gik det meget bedre, da jeg kom ud til Skagen Nordstrand lidt senere. Her var plads og fri adgang til at gå på stranden, som godt nok var meget stenet og ikke på nogen måde indbød til badning. Det var faktisk så køligt pga. blæsten, at jeg havde taget min vinterjakke på og det var der ikke for varmt til.
Jeg kørte så herfra videre til Højen (Gl. Skagen) og Kandestederne. En tur til Bunken, Lodskovvad, Råbjerg Kirke og til Råbjerg Mile med de store sandmængder. Ved/på Råbjerg Mile gik jeg nok også omkring ved 2 km. Jeg har aldrig været inde ved Råbjerg Mile før (kun set den på afstand fra vejen) - men det var dejligt at prøve at gå rundt derinde med alt det sand omkring mig - antallet af billeder viser også at jeg kunne lide det. Herfra kørte jeg til Horsnab, Tuen, Tversted - og spiste is her igen - og så hjem via Mosbjerg til Tolne Bakker Camping.

En god køretur, først i skyet vejr og af og til lidt småstænk og en del blæst. Men efter Skagen begyndte det at blive mere og mere solrigt og temperaturen steg fra 11 grader i morges til 16 grader midt eftermiddag. Jeg var tilbage og spiste frokost kl. 15.40 og derefter gik jeg en tur rundt på og udenfor pladsen.

Aftensmaden bestod af medister med kartofler, hollandaisesauce og en skål salat.

Jeg kørte denne dag ialt 129,2 km.

Og hermed er det slut for denne dag. Se mere på næste side, hvor jeg igen er rundt i landskabet for at se på forskellige interessante ting.

Tilbage til foregående side