Vejle Fjord Camping 16.-20. juli 2017

Jeg valgte Vejle fjord Camping fordi jeg godt kunne tænke mig at se området mellem Vejle Fjord og Horsens Fjord. Der er flere andre campingpladser i området, men jeg valgte denne med to stjerner fordi det er tilstrækkeligt til mine behov og så gør det jo bestemt ikke noget, at pladsen har en flot beliggenhed og det har denne plads. Der er meget gode læforhold på pladsen, som er meget kuperet. Men derfor kan der sagtens findes pladser, der er plane nok til at opstille campingvognen uden brug af mange kiler og klodser. Jeg havde en 5 cm tyk klods under det ene hjul, så det var nemt nok at få vognen til at holde lige.
 
Pladsens egne oplysninger:
 

Vejle Fjord Camping

Strandvejen 21

DK-8721 Daugaard

Tlf. 75 89 52 54

e-mail: info@vejlefjordcamping.dk

www.vejlefjordcamping.dk

Sæson 2017: 8. april - 10. sept.

GPS: 55.42.31.85 N  -  9.41.44.88 E

Billedet her viser den øverst beliggende del af campingpladsen, hvor også facilitetsbygningen er placeret (kan lige anes bag traileren helt til venstre i billedet). Jeg lå et stykke længere nede mod indkørslen og havde derfor ca. 150 meter til toilet og bad.

Måske er det muligt at få Wi-Fi tilslutning fra den kommende sæson. Der blev i hvert fald gravet fiberkabler ned omkring campingpladsen da jeg var der og lejrchefen mente at jeg nok kunne købe mig til en opkobling næste gang jeg kommer.

 

Dette foto viser min opstilling efter at jeg havde fundet mig en plads. Der var faktisk en del valgmuligheder, men jeg blev enig med mig selv om, at denne plads var solrig til godt hen på eftermiddagen og den var også i en god afstand til toilet- og badeafdelingen, så jeg ville få mig en god lille spadseretur hver hang jeg skulle derhen.

Efter aftensmaden gik jeg mig en tur fra campingpladsen og tilbage ad den vej, som jeg kom hertil i eftermiddags. Da jeg var nået et lille stykke fik jeg kig på et rådyr, der græssede på marken og tog et billede med zoom på, så det står ikke særligt skarpt, men man kan da se dyret

Så kigger vi stadig hen mod rådyret (jeg har flyttet mig nogle få meter), men nu skal man se meget godt efter for at se det på billedet, men til gengæld er der meget mere af det bakkede landskab at se. Rådyret er næsten helt ovre ved kornmarken lige over skyggen der går ud over græsmarken

Jeg er nu gået et stykke opad vejen og kigger tilbage ned over kornmarken fra foregående billede - og så kan vi jo også nyde udsigten over Vejle Fjord. Jeg står i skyggen fra en ejendom som det jo nok kan fornemmes

Og så et kig mere direkte ned over fjorden. Det er et flot landskab der er her omkring. Her på vejen er der en hastighedsbegrænsning på 40 km/t. Det er også et godt cykleterræn - jeg så en hel del cykelryttere i de dage jeg var her - og en af dem kommer også op ad bakken her på billedet

Jeg befinder mig nu lidt længere oppe ad bakken og kigger igen ud over området

Fotoet her er taget næsten samme sted som videoen herover. Campingpladsen er beliggende lige inde bag ved den stråtækte ejendom

Og så var der et par heste, der var nysgerrige efter at se, hvad det var for en fyr der stod og tog billeder lige uden for deres indhegning

17. juli

Jeg havde planlagt en køretur til i dag, men der blev en ændring undervejs pga. noget broarbejde. Så jeg kom til at køre ca. efter flg. rute i stedet for:

Vejle Fjord Camping, Daugaard, Hedensted, Sebberup, Løsning, Eriknauer, Oens, Stenderup, Bjerre Mølle, Nr. Bjerre, Bjerrelide, Over Ustrup, Purhøj, Glud, Snaptun, Tønballe Naturcenter,, Glud, Stourup, Skærlund, Rårup, Gramrode, Barrithule, Åhuse, Stouby, Bellelund, Korshøj og tilbage til Vejle Fjord Camping

Jeg forlod campingpladsen ca. kl. 9 i 13-14 graders varme, lidt skyer og en let-frisk vind.

Jeg startede dagen med at tage et foto af campingpladsens køkken, som er fin til teltliggere, som kan sidde indendøre og spise deres mad, når den er tilberedt

Jeg kørte ind i Daugård og lidt rundt her og er på billedet på vej ad Svends Møllevej og tilbage i retning mod Hedensted

Efter at have kørt lidt rundt og bl.a. været inde i Hedensted for at købe Camferine er jeg nu på Lykkegårdsvej mellem Eriknauer og Oens og tog et billede af denne jernbanebro - ja, der er faktisk to broer ved siden af hinanden. Fotoet er taget ud gennem forruden - derfor det slørede skær i venstre halvdel af billedet

Ølsted Kirke. Jeg synes det er et lidt sjovt spir så derfor stoppede jeg og tog billedet inden jeg kørte videre

Ølsted Kirke igen. Nu er fotoet taget fra Dueholmvej, som var spærret længere fremme pga. broarbejde, så jeg måtte vende om og kom så tilbage hertil. Herfra kører jeg ad en anden vej i retning mod Stenderup

Stenderupvej på vej mod Bjerre. Bjerre Mølle og Bjerrelide kan anes i baggrunden

Bjerre Mølle

Bjerre Mølle er en ottekantet hollandsk vindmølle, hvis træskelet er tækket med røde teglsten.

Møllen bærer årstallet 1860, men den blev først takseret til brandforsikringen i 1865. Møllen var i drift til 1955 og var da en del forfalden. I 1974 dannedes Bjerre Møllefond, som over en fireårig periode restaurerede møllen.

Bjerre Mølle

Inde i Bjerre Mølle

Her er jeg kørt videre fra møllen men kun et lille stykke vej inden jeg tog dette billede. Billedet er taget på Stenderupvej og man kan se højdedraget Bjerrelide i baggrunden. Som det ses, er det blevet lidt mere skyet end det var i starten af turen

Nu kører jeg på Bjerrelide - et pænt langt stykke grusvej indtil jeg på næste billede igen er på asfaltvej - vejen hedder fortsat Bjerrelide

Du kan læse videre om denne tur på næste side