Jeg er kørt fra Slettestrand og er på vej mod Svinkløv. Dette billede er taget på Sletteåvej lidt før jeg når frem til Svinkløv

Så er jeg nået frem til Svinkløv Strand og har taget dette billede af oversigtsskiltet som står her. Der var også tilsvarende skilte ved de foregående strande jeg var ude ved.

Dette billede er taget ud for informationsskiltet her over og viser den vej, jeg om lidt har tænkt mig at køre videre på. Jeg kom hertil ad vejen, der kommer ind fra venstre side af billedet.

Her I Svinkløv lå jo også indtil september 2016 Svinkløv Badehotel som blev totalt ødelagt ved en voldsom brand.

Se mere om hotellet og genopbygning af det på Visitnordjylland, hvorfra jeg har plukket følgende tekst:

Svinkløv Badehotel var frem til den forfærdelige brand, der jævnede hotellet med jorden 26. september 2016, et af Danmarks dejligste badehoteller 

Det idylliske hotel i Vesterhavets vandkant har gennem 91 år været elsket af lokale og turister, som et sted hvor der var plads til ro og fordybelse. Derfor er det ikke bare Danmarks største træbygninger, der er gået op i flammer - det er en dansk kulturinstitution.

Svinkløv var desuden inspirationskilde til TV 2's Badehotellet og flere af naturscenerne blev indspillet ved hotellet. Produceren forsøgte også at få tv-serien indspillet på selve Svinkløv Badehotel, men det var ikke muligt grundet de mange reservationer, der var foretget langt ud i fremtiden.

Jeg har aldrig set, hvor hotellet lå, men tror måske at det var for enden af P-pladsen her

Udsigt ned mod stranden fra enden af P-pladsen

Mere udsigt ned mod stranden. Jeg orkede ikke at gå derned

Et kig op mod højderne fra P-pladsen

Efter besøget ved Svinkløv Strand kørte jeg ad vejen, som jeg viste på billedet lidt herover og kom efter et stykke tid til en vej der førte mig ind til Svinklovene. Og dette første billede jeg tog derude viser udsigten herfra højderne langs med stranden ned over Grønnestrand

Svinklovene - imponerende flot natur

Der er rigtig flot her på Svinklovene. Jeg var meget glad for, at jeg kom ud at se dette område også. Fjorten dage tidligere kørte jeg langs Grønnestrand og kunne derfra se herover og det så stort og flot ud. Men nu er jeg her og det er virkelig flot.

Jeg lægger her et link ind til Visitjammerbugts beskrivelse af stedet

Og også et link til Naturstyrelsens beskrivelse

Naturturist Nordjylland har også en beskrivelse af Svinklovene

Billedet er taget i retning mod Svinkløv Badehotels beliggenhed

Så er jeg gået nærmere ud mod skrænten og kigger igen over mod Grønnestrand. Sikke en højdeforskel!

En ejendom lidt inde i land

"Bjergene" bliver afgræsset af heste

Et kig ned over skråningerne ned mod stranden nedenfor og også mod Grønnestrand. De to mennesker der går nede på stien næsten helt ude ved stranden er på vej herop. Jeg så de gik herfra og ned over skråningerne, men de nåede dog ikke op inden jeg valgte at køre tilbage til asfaltvejen, som jeg forlod for at komme herind. Jeg stoppede dog et par hundrede meter herfra og kravlede endnu højere op. Jeg kunne nemlig herfra se, at der var nogle Mountenbike ryttere der kørte rundt oppe på toppen af den endnu højere bakke.

Jeg tog dog lige dette billede af informationsskiltet her ved P-pladsen inden jeg kørte afsted. Gad vide om nogen har været ved at skyde mod skiltet? Jeg synes at der nogle huller som kunne være fra skud

Nu er jeg helt oppe på toppen af bakken og ser ud over landskabet. Jeg har planer om at køre ned til Grønnestrand herfra, så om ikke så længe befinder jeg mig mellem stranden og søerne som ses bagerst i billedet

Et kig til den anden side ned over skoven og til min bil, som jeg fik kilet ind ved kanten af vejen mens jeg kravlede herop

  • Gammel Hvarrevej på vej fra Svinkløv til Grønnestrand

  • Gammel Hvarrevej her med udsigt ned mod Grønnestrand. Om ca. 100 meter skifter vejen navn til Telefondalen

  • Telefondalen - et par hundrede meter fra Grønnestrandsvej og ca. 400 meter fra Lyngmøllen

  • Telefondalen - et par hundrede meter fra Grønnestrandsvej og ca. 400 meter fra Lyngmøllen, som jeg så på for to uger siden

Jeg kørte fra Grønnestrandsvej ind på vejen videre mod Kollerup Strand og var lige ude for at strække benene på et tidspunkt og se ud over stranden og vandet.
Herefter kørte jeg i retning mod campingpladsen via Klim Strand og til Thorup Strand. Fotoet er taget ved Thorup Strand, hvor jeg lige ville se, hvornår fiskerestauranten havde åbent. Det var ikke fordi jeg ville derind lige i dag, idet jeg havde taget kød ud af min lille fryser i campingvognen, så jeg havde til min aftensmad, men jeg havde en idé om at køre herud og få et stjerneskud, som flere af mine medcampister har rost. Men det blev ikke på denne campingtur jeg nåede det. Men det gør jo ikke noget at have noget godt i udsigt når jeg engang kommer forbi igen

På min videre vej ledte GPS'en mig ind over Hanvejlerne og på vej ud over dæmningen her kom jeg til at tage dette billede fra Lundfjordvej

Jeg kom tilbage til campingvognen kl. 18:02 efter at have kørt 114,5 km i dag. Mine sko var fortsat ikke tørre, så jeg skyndte mig at skifte sko og strømper inden jeg gik i gang med at lave mad. En hakkebøf med kartofler og en skål salat til.

Onsdag 6. september

Denne morgen var vejret lidt trist, overskyet og 16,3 grader kl. 8 - men jeg har dog set et par glimt af solen. Men her kl. 9:25 da jeg var klar til at køre mig en ny tur var det så småt begyndt at blive mere fugtigt i luften - ikke regn, men bare så man fornemmede at det ikke var tørvejr. Jeg startede i næsten vindstille vejr.

Jeg fulgte Klitvejen ud til vejen til Lild Strand, herfra kørte jeg ud til rute 569 mod Fjerritslev og lidt forbi vejen ind til Bulbjerg går der en vej fra til højre, Lundvej, som fører forbi Lund Fjord. Jeg kørte via Kærup og Højstrup, Skårup til Øsløs. Herfra via Amtoft til Feggesund og næsten ud til havnen. Herfra til Tofthuse, Hov, Kløv, Hunstrup til Hjardemål og derfra tilbage til campingpladsen. En tur på ialt 54,3 km. Jeg var tilbage kl. 11:38. Det var gråt og fugtig vejr på hele turen og med et par kraftige byger undervejs.

Billeder fra turen følger herunder.

Kornspild på Klitvejen. Fotoet her er taget lidt nord for Glædevej, men spildet fortsatte også ud ad Glædevej

  • Kornspildet ses her foran bilen - så det er et længere stræk man har smidt kornet væk på

  • Og fra denne ejendom på Klitvejen ser det ud til at spildet er startet - eller endt

Nu er jeg et stykke inde på Lundvej. Fladt til den ene side og højder til den anden.

Dette billede er en forlængelse af billedet ovenover, men her ser vi mere til højderne. For to uger siden holdt jeg oppe på bakken ca. 1/3 inde i billedet fra venstre side og tog et par billeder over mod Bulbjerg, ned over Lund Fjord og af vejviserskiltet på P-pladsen. Hvis man ser meget godt efter kan man ane vejvisertavlen på dette billede - men disen i luften gør det utydeligt. Der kom også en kraftig regnbyge et minuts tid efter at jeg tog disse to billeder.

Læs om resten af denne tur på næste side

- eller kig tilbage på foregående side